Skip til hoved indholdet

Plangrundlag

Spildevandsplanen beskriver rammerne for bortskaffelse af spildevand og regnvand i Assens Kommune. Planen er udarbejdet i medfør af en række love og bekendtgørelser og skal desuden indeholde oplysninger om, hvordan planen forholder sig til statens vandområdeplan samt til kommuneplanen.

I henhold til miljøbeskyttelsesloven § 32, stk. 1 skal kommunen udarbejde en plan for bortskaffelse af spildevand i kommunen – en spildevandsplan. Spildevandsplanen skal, i henhold til spildevandsbekendtgørelsen, indeholde følgende oplysninger:

  • Hvordan spildevandsplanen forholder sig til kommune- og vandområdeplanen samt til den økonomiske planlægning og til vandløbenes fysiske tilstand.

  • De eksisterende og planlagte fælles spildevandsanlæg og renseforanstaltninger i kommunen, herunder afgrænsning af de enkelte kloakoplande, kloakeringsområder samt i hvilket omfang den enkelte ejendom er tilsluttet.

  • Områder, hvor kommunalbestyrelsen er indstillet på at ophæve tilslutningsretten og -pligten helt eller delvis.

  • Områder, hvor kommunalbestyrelsen er indstillet på at give en ejendom tilladelse til direkte tilslutning til spildevandsforsyningsselskabet.

  • De eksisterende og planlagte projekter til håndtering af tag- og overfladevand, som spildevandsforsyningsselskabet vil betale for efter gældende regler. Projekter til håndtering af tag- og overfladevand kan tidligst omfattes af spildevandsplanen eller tillæg hertil, når der foreligger aftale mellem projektejer og spildevandsforsyningsselskab jf. gældende regler.

  • Eksisterende områder uden for kloakeringsområder, hvor der afledes til nedsivningsanlæg, og planlagte områder uden for kloakeringsområder, hvor der skal ske afledning til nedsivningsanlæg.

  • Eksisterende områder uden for kloakeringsområder, hvor der sker rensning svarende til et bestemt renseniveau, og planlagte områder uden for kloakeringsområder, hvor der skal ske rensning svarende til et bestemt renseniveau.

  • Hvordan spildevandet i øvrigt bortskaffes i kommunen, f.eks. ved udsprøjtning.

  • Hvilket vandområde spildevandet fra de enkelte oplande udledes eller ønskes udledt til, udløbenes placering og de forventede udledte mængder af spildevand.

  • Hvilke ejendomme, der forventes at skulle afgive areal eller få pålagt servitut ved gennemførelse af projekter i overensstemmelse med spildevandsplanen.

  • Forventet gennemførelse i de enkelte kloakeringsområder mv.

Vandområdeplaner, Kommuneplan og Lokalplaner

Statens vandområdeplaner er et informationsredskab, der beskriver hvordan EU’s vandrammedirektiv implementeres i Danmark. Vandområdeplanen med tilhørende bekendtgørelser fungerer som det overordnede administrative grundlag for vandforvaltningen i Danmark. Assens Kommune er omfattet af Vandområdeplan 2015-2021 for vandområdedistrikt Jylland og Fyn. Vandområdeplanen kan læses her og MiljøGIS for vandområdeplaner kan ses her.

Faktaboks – MiljøGIS

Miljøstyrelsen indsamler og udstiller mange natur- og miljødata. En del af disse data stilles til rådighed ved at blive vist på kort på internettet. Disse sider kaldes MiljøGIS.

Det overordnede mål med EU’s vandrammedirektiv er, at alt vand - overfladevand og grundvand - skal opnå mindst ”god tilstand” eller ”godt økologisk potentiale”.

For overfladevandområder opnås ”god tilstand” når vandområdet har ”god økologisk tilstand” og ”god kemisk tilstand”. Vandområder med "god tilstand" er, eller må kun være, svagt ændrede som følge af menneskelig aktivitet og afviger kun lidt fra den miljøtilstand, der normalt gælder for vandområdet under uberørte forhold.

Faktaboks – Overfladevandområde

Et overfladevandområde defineres som vandløb (herunder rørlagte vandløb/dræn), søer og den kystnære del af havet.

For kunstige eller stærkt modificerede vandområder gælder, at miljømålet er ”godt økologisk potentiale” og ”god kemisk tilstand”.

Der er fastsat konkrete miljømål for mange af vandområderne i kommunen. Vandområdeplanernes bekendtgørelser indeholder bindende tidsfrister for, hvornår målene skal være opfyldt. Miljømålene for vandområderne skal nås ved at gennemføre en række indsatser. En samlet oversigt over miljømål og indsatsprogrammer fremgår af de to bekendtgørelser - bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster samt bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter.

De kystvande, vandløb og søer, hvor der er fastsat konkrete miljømål kan ses på statens MiljøGIS. Her er også angivet renseklassekrav for spildevand fra spredt bebyggelse, der ledes til vandområderne.

En generel beskrivelse af vandområderne og deres tilstand i kommunen kan ses her.

Kommuneplanen fastlægger og udpeger de overordnede rammer og retningslinjer for kommunens udvikling, herunder boligformål, erhvervsformål, offentlige formål og fritidsformål. Spildevandsplanen må ikke stride imod kommuneplanen, jævnfør miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 2.

Spildevandsplanen er udarbejdet under hensyntagen til kommuneplanens rammer for eksisterende områder og planlagte udviklingsområder og angiver nogle af de geografiske områder, som spildevandsplanen skal operere indenfor.

Kommuneplanen omfatter byudvikling og regulering af bebyggelser og anlæg under hensyntagen til de benyttelses- og beskyttelsesmæssige interesser. Kommuneplanen omfatter desuden tilpasning til klimaændringer i den fysiske planlægning. Den fremtidige indsats vedrørende klimatilpasning er fastlagt i Kommuneplan 2017-2029 samt i kommunens Handleplan for klimatilpasning.

Byrådets mål i kommuneplanen i henhold til spildevand kan findes her.

I forbindelse med vedtagelse af nye lokalplaner skal der sikres overensstemmelse med spildevandsplanen, herunder skal der tages stilling til udlægning af arealer til eventuelle regnvandsbassiner og øvrige tekniske anlæg. Vedtagelse af nye lokalplaner kan derfor medføre behov for mindre tilpasninger af spildevandsplanen.

Der vil løbende blive udarbejdet tillæg til spildevandsplanen, hvis det er nødvendigt for at sikre overensstemmelse mellem f.eks. kloakoplande og byggemodningsområder og for at sikre, at der planlægges den rette form for kloakering i områderne.

Hvad er en lokalplan?

En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som har direkte retsvirkning overfor ejere, lejere og brugere af de ejendomme, som planen omfatter, og som kan indeholde bestemmelser om fremtidig anvendelse, udformning af bebyggelse, veje og stier, friarealer samt en lang række andre forhold.

Kommuneplanens rammer for lokalplanlægning fastlægger anvendelsen af områder til for eksempel boliger, erhverv, offentlige formål mv. i kommunen. Kommunens lokalplaner kan ses her.

Eksempler på bestemmelser som kan medtages ved udarbejdelse af en lokalplan:

  • Områdets anvendelse, størrelse og afgrænsning.
  • Omfang og placering af ny bebyggelse og anlæg.
  • Bebyggelsesprocent og højder.
  • Anvendelse og indretning af ubebyggede arealer, f.eks. indretning der muliggør rekreativ anvendelse af regnvand.
  • Terrænregulering, befæstelse, beplantning og belysning.
  • Placering af kloak- og andre ledningsanlæg.
  • Placering og udformning af regnvandsbassiner.
  • Bestemmelser om håndtering og opbevaring af regnvand (f.eks. anvendelse af LAR-løsninger).
  • Genanvendelse af regnvand i husholdningen.
  • Maksimal befæstelsesgrad, hvorfra overfladevand kan afledes uforsinket til kloak.

Miljø og Natur

Rådhus Allé 5

5610 Assens

Ring til os

OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge dit MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.

Rådhus Allé 5
5610 Assens

Nyttige links